Naturens Dag på Randers Naturcenter

Søndag 11/9 kl. 10-14

Overalt i Danmark fejres naturen denne dag – også på Randers Naturcenter. Årets tema er: ”Natur uden alder” og har til hensigt at skabe opmærksomhed om mulighederne i den nære natur omkring os, uanset aldersgruppe. Dagen byder på muligheden for at lave et foderbræt i træ og pileflet – således at efterårets fuglefodring kan komme godt i gang. Tag oldefar med og få ham til at svinge hammeren. Der vil være flere forskellige bålaktiviteter f.eks. træbrænding med brændejern, pandekagebagning mv. Naturcenterets både sejler under hele arrangementet og billetter hertil kan afhentes på Naturcenteret på selve dagen efter ”først til mølle princippet”. Naturcenterets samling af fiskenet og lupglas tages i brug og der kan fiskes i Naturcenterets sø efter smådyr. Der lægges op til en dejlig sensommerdag for hele familien på tværs af generationer og med flere meget børnevenlige aktiviteter.

Mødested: Randers Naturcenter, Gudenåvej 20, Randers NV.

Medbring: Udetøj og gerne en madkurv.

Arrangør: Randers Naturcenter