Naturens dag - også på Randers Naturcenter

Lørdag d. 10. september kl. 10.00-14.00

Glade guider

Naturens Dag – ”Naturen tæt på Dig”.

Naturens uge afholdes over hele landet i uge 36 og i 2022 er temaet ”Naturen Tæt på Dig”. På Naturcenteret i Randers afholdes ugen igennem aktiviteter for inviterede børn og skoler og lørdag 10/9 fra kl. 10-14, er der masser af tilbud for alle aldre.

Naturen er så mega sej - også den som er tæt på dig! Vidste du for eksempel at sten ikke altid har været sten, men at de bliver dannet ude i naturen? Eller at inde i sten kan man finde mineraler og nogle af dem kan være fluorescerende? Kom og hør mere om hvordan sten egentlig bliver til sten, se mineraler lyse op under UV-lys og tag på jagt efter forskellige sten omkring Naturcenteret, måske du kan finde en rombeporfyr eller en gnejs!

Har du nogensinde tænkte over, hvordan fortidsmennesket så ud? På Naturens dag på Naturcenteret kan du se på hvordan fortidsmennesket ”Neandertalerens” kranie så ud og du kan prøve at sammenligne med det nutidige menneske, mon du kan finde forskellene? Hør mere om projekt Tidsrejsen og turmuligheder i Randers kommune.

På dagen kan du også fange vandhulsdyr i søen eller deltage i konkurrence om at designe dit helt eget krible-krable dyr ud af forskellige materialer. Med dyreterningen kan du være aktiv og lave tossede bevægelser, hvor du imiterer dyrene omkring os og får et herligt grin.

Der bages selvfølgelig også pandekager på bål – så kom ud i den skønne sensommer og mærk naturen helt tæt på dig og din familie.

Vi passer også på Naturen denne dag og derfor samles affald ind på og i Gudenåen. Så er du bruger af Gudenåen og har lyst til at give et nap med så medbring din kajak eller mindre båd. Naturcenteret’s egne både agerer denne dag containerbåde og samler op og sørger for, at alt affald kommer videre til vores affaldsterminal.

 

Medbring: Udetøj og gerne en madkurv.