Efterårsferie på Naturcenteret

Mandag d. 17. til torsdag d. 20. i uge 42, kl. 10.00-14.00

Magisk træ

Kom til historisk efterårshygge på Randers Naturcenter i uge 42 for både store og små mandag-torsdag kl. 10-14. Mærk efterårsstemningen med årstidsinspireret mad over bål. Burg din kreativitet i værkstedet med ting du selv samler i naturen og tag med heksen ud at samle urter til en lun løvfalds-te. Heksene på naturcenteret vil sætte gang i bålene, hvor der vil være historiefortælling om naturens fascinerende liv.
Tag også tilbage i tiden på vores store tidsrejseløb, som byder på naturoplevelser omkring naturcenteret, hvor du kan blive klogere på historien om Vorup Enge, fortidsmennesket og store historiske begivenheder.

Ugens program:

Heksene tænder op i bålet, hvor du hele dagen har mulighed for at bage dine egne æbleskiver.

Tag ud på tidsrejseturen med hele familien i den skønne natur i området omkring Randers Naturcenter og bliv blandt andet klogere på naturhistorien omkring Vorup enge. Turen er ca. 1,6 km.

I det kreative værksted kan du lave din egen bladkrans af blade som du selv samler i området. Her kan du få sjove fortællinger om træer, kigge i bøger og blive klogere på blade.

Du kan hele dagen nyde din egen medbragte madpakke både inde og ude.

Man kan fiske ved vandhullet hele dagen.

Kl. 10.30 – 11.00 kan du tage med heksen ud og samle urter og blade til en kop varm te, som du kan nyde ved bålet og høre heksens spændende fortællinger på turen.

Kl. 12-13 kan du hjælpe heksen ved bålkomfuret med at lave æblesuppe.

Kl. 13-13.30 vil heksen i lavvuen (teltet) læse en historie om naturens fascinerende liv og man kan hygge sig med varm æblesuppe imens man lytter.   

Mandag og tirsdag kl.10-14 kan du sammen med heksene prøve forskellige metoder til fremstilling af ild med forskellige materialer samt lave din egen bålpose.

Medbring: Udetøj og evt. en madpakke