Mursejlerkasse

Byg en mursejlerkasse.

Hvis du vil lave en redekasse til mursejleren, skal du bruge forskellige ting:

  • Brædder af ikke-imprægneret fyr eller gran
  • Galvaniserede søm eller skruer (hvis du bruger skruer, så bor for, så træet ikke flækker).

Bundens indvendige minimumsmål (bredde x dybde) bør være 30 x 14 cm.

Kassens højde fra lågets underkant til kassens underkant bør være 18 cm.

Dybde fra flyvehullets nedre kant til kassens underkant bør være 6 cm.

Flyvehullet bør være 2,8 x 6,5 cm.

Husk, at der bør være en revne eller huller i bunden, så evt. regnvand m.m. kan løbe ud.

Sæt ikke en siddepind ved hullet til fuglene, for det giver rovdyr mulighed for at komme i kassen.

Kassen bør placeres 4 meter over jorden.

Dansk navn: Mursejler

Latinsk navn: Apus apus

Orden: Sejlere (Apodiformes)

Kropslængde: 16 cm

Levested: Europa og østpå gennem Rusland og Kina

Mursejleren minder meget om svaler, men har ikke en hvid mave som svalen. Mursejleren lever næsten hele sit liv i luften og kan endda sove i korte øjeblikke, mens den flyver. Det er en almindelig trækfugl i Danmark.

Mursejleren har specialiseret sig så meget i at være i luften, at den ikke kan bevæge sig på jorden eller sidde på grene og elledninger, fordi dens ben er så korte.

Oprindeligt ynglede mursejleren i klipperevner, som den stadig gør på Bornholm, men nu yngler den i større grad i byer med høje ejendomme, hvor den bygger sin rede højt oppe under hustagene. Her bygger den sin rede af fjer og plantedele, som den limer sammen med spyt. Derfor vokser dens spytkirtler også i yngleperioden.

Mursejleren lever udelukkende af insekter, som den jager højt oppe i luften og derfor er den meget følsom overfor temperaturforskelle. Den er knap så udbredt vestpå på grund af manglen på høje huse og den stærke vestenvind, der blæser insekterne væk.

Mursejleren kommer til landet i løbet af maj fra overvintring syd for Sahara og flyver tilbage til Afrika i løbet af juli og september.

Mursejleren bygger sin rede fra maj, hvor den lægger 2-3 æg. Æggene udruges af begge forældre i løbet af 18-25 dage. Ungerne bliver i reden i yderligere 37-56 dage, hvorefter de flyver fra reden.

Hvis der er uvejr, kan forældrene flyve hundreder af kilometer væk for at fange insekter til ungerne. Mens forældrene er væk, går ungerne i en slags dvale og kan derved undvære mad i op til 12 døgn. Forældrene selv kan undvære føde i op til 6 døgn.