Vendehalskasse

Byg en kasse til vendehalsen.

Hvis du vil lave en redekasse til vendehalsen, skal du bruge forskellige ting:

  • Brædder af ikke-imprægneret fyr eller gran
  • Galvaniserede søm eller skruer (hvis du bruger skruer, så bor for, så træet ikke flækker)
  • Et hulbor på 35 mm.

Bundens indvendige minimumsmål (bredde x dybde) bør være 15 x 15 cm.

Kassens højde fra lågets underkant til kassens underkant bør være 40 cm.

Dybde fra flyvehullets nedre kant til kassens underkant bør være 32 cm.

Flyvehullets størrelse bør være 3,5 cm.

Husk, at der bør være en revne eller huller i bunden, så evt. regnvand m.m. kan løbe ud.

Sæt ikke en siddepind ved hullet til fuglene, for det giver rovdyr mulighed for at komme i kassen.

Kassen bør placeres 2 meter over jorden. Åbningen skal vende mod nord eller øst.

Dansk navn: Vendehals

Latinsk navn: Jynx torquilla

Orden: Spættefugle (Piciformes)

Kropslængde: 16 cm

Levested: Udbredt fra Europa og det nordlige Afrika i vest og i øst i et bredt bælte gennem Asien til Stillehavskysten og Japan

Vendehalsen er en relativt sjælden ynglefugl i Danmark. Det er en trækfugl, der kommer fra Afrika i april/maj, og den flyver fra landet igen til august/september.

Vendehalsen har en kortere hale end spætten og kan derfor ikke klatre i træer ligesom den. Vendehalsen har flotte marmoreringer i grå og brune farver.

Vendehalsen ses oftest, når de trækker. De trækker kun om natten og derfor ser man dem primært, når de raster.

Vendehalsen lever i parkagtige skove, i hedeplantager og på overdrev, hvor den primært lever af myrer og deres pubber.

Vendehalsen danner par for en sæson ad gangen og er hulruger. Parret laver rede i gamle spættehuller og gerne i redekasser.

Vendehalsen får ét kuld om året og lægger dens 7-10 æg fra maj til juni. Æggene udruges af begge forældre i løbet 12-14 dage. Når æggene er klækket, er ungerne flyveklare efter 18-22 dage. 7-14 dage senere er de selvstændige.