Grøn sommerferie på Randers Naturcenter

Mandag - torsdag kl. 10 – 14 i ugerne 27-31. Vi har masser af skønne sommeraktiviteter i skolernes sommerferie.

I kan fange krible krable dyr til vands og til lands, gå på jagt efter helt specielle planter og undersøge deres flotte farver. Tage på tur i Naturen med fuglebøger, kikkerter og en top 15 liste eller I kan spille krible krable vendespil, kan I alle dyrene?

Fang snegle og se om din er den hurtigste eller se hvordan de spiser med deres tunge, fuld af tænder! I kan låne en Christiania cykel og tage på tur i engene, der er plads til fire små børn.

I kan også undersøge træernes blade og spise jeres medbragte madpakker i det grønne og måske skal I have pandekager til dessert? (Pandekage kit 30kr).

Mødested: Randers Naturcenter, Gudenåvej 20, Randers NV.

Medbring: Udetøj og gerne en madkurv.

Arrangør: Randers Naturcenter Tlf. 86 43 25 37

Plantefarvning af garn

Onsdag i uge 27 kl. 16.00-20.00 holder vi workshop om plantefarvning af garn. Vi bruger områdets vilde planter til at farve garnet i de flotteste farver over bål. Du kan enten selv medbringe garn (ufarvet uld eller silke) eller du kan købe lækkert uldgarn hos os (Priser fra 60kr/100g). Medbring selv aftensmad og så laver vi en hyggelig eftermiddag/aften med indsamling af farveplanter, masser af garnfarvning og fællesspisning.

Workshoppen er gratis. Max 40 deltagere. 

Sidste tilmelding tirsdag uge 27, kl 10.00.

TILMELDING: Plantefarvning

Oplevelser i natten

Onsdag uge 28 (UDSOLGT) og tirsdag uge 29. Vi starter kl. 20.00 med pandekager over bål og begiver os derefter ud i skumringen hvor vi går på opdagelse efter flagermus i Gudenåengene og derefter giver naturvejlederen en introduktion til, hvordan man navigerer rundt i stjernerne på nattehimlen. Turen er henvendt til familier.

Arrangementet afholdes d. 14/7 (UDSOLGT) og d. 20/7 kl. 20.00-23.00.

Arrangementet er gratis. Max 25 deltagere pr. arrangement. 

Sidste tilmelding tirsdag uge 28 kl 10 og mandag uge 29 kl 10.

 

TILMELDING: Oplevelser i natten Tirsdag uge 29