Almindelig kristtorn

Dansk navn: Almindelig kristtorn

Latinsk navn: Ilex aquifolium

Type: Stedsegrøn busk eller et lille træ

Typisk voksested: Løvskov, Nåleskov

Kristtorn er et opret og stivgrenet, lille træ, der er kendt for sine smukke blade og frugter. De unge skud på kristtorn er grønne, men bliver efterhånden lysebrune og senere lysegrå.

Bladene er modsatte, normalt 6 til 8 cm lange og har et læderagtigt, glinsende udseende. De nederste blade har sylespidse randtorne, mens de øvre er helrandede. Bladene på de blomstrende grene mangler oftest randtorne bortset fra den yderste spids. Blomsterne er hvide og sidder sammen i bladhjørnerne.

Frugten er en rød stenfrugt med fire sten. Kristtorn er rent hanlige eller rent hunlige planter, og de røde bær ses kun på hunplanter.

Hovedroden er en tyk pælerod, der går dybt ned. Smårødderne er filtede og ligger lige under jordoverfladen.

Hører hjemme i skyggen under større træer

Almindelig kristtorn er vildvoksende i store dele af Europa og er Nordeuropas eneste stedsegrønne løvtræ. I Danmark har kristtorn vokset i naturen de sidste 7000 år. I Danmark findes kristtorn vildt i bøgeskove og krat i Øst- og Sønderjylland og sjældnere i resten af landet.

Almindelig kristtorn vokser oftest i blandede og gerne åbne løvskove på både muld og morbund, men kan også fint trives i bøgeskovens skygge.

Nogle gange danner kristtorn kratagtigt buskads, og andre gange står den som enkeltplante i skoven.

Drosselfugle (solsort, sjagger, misteldrossel og vindrossel) holder meget af kristtornens bær.

Kristtorn er også en afholdt og velegnet haveplante, og plantes derfor hyppigt haver og parker.

Alle dele af planten er giftig og indeholder saponiner og cyanogene glykosider.

Hellig plante

Kristtorn har gennem tiderne været regnet for en hellig plante, som beskyttede mod alverdens ulykker. Både europæere og indianere har brugt kristtorn i folkemedicinen.

I kristendommen knytter kristtorn sig både til påske og jul, og navnet kristtorn kommer fra Kristi. I folketroen har man ment, at Jesus' tornekrone blev bundet af kristtorn.

Nu om dage gør de flotte blade og bær kristtorn til et yndet dekorationsemne i julen, og grene med både blade og røde bær anvendes til juledekoration.