Engriflet Hvidtjørn

Viden om Engriflet Hvidtjørn

Dansk navn: Engriflet Hvidtjørn

Latinsk navn: Crataegus monogyna

Type: Stor busk til mellemstort træ

Typisk voksested: Græssede overdrev, strandkrat og skove

Under de rette forhold kan en Engriflet Hvidtjørn udvikle sig til et mellemstort træ på op til 15 m i højden. Ofte ses den dog som en stor busk med meget tætte grene og skud. Dens frø spredes langt omkring med fugle som spiser bærrene. Derfor er den hurtig til at indvandre på naturarealer, som ikke er opdyrkede. Arten kan blive meget gammel: 200-300 år er almindeligt, men enkelte steder helt op til 400 år. 

Pesttjørne

I middelalderen hærgede pesten i de danske byer og landsbyer. Pesten var en meget smitsom og dødelig sygdom. På grund af smittefaren var det derfor meget vigtigt at grave med pestofre i fik lov at ligge i fred og aldrig blev åbnet igen. Derfor plantede man Hvidtjørn ovenpå graven, for at markere at den ikke måtte forstyrres. Hvidtjørnen blev i den folkelige overtro anset for at være en skræmmende og uhyggelig plante forbundet med magi og ulykke, hvis man fældede den. Denne skræmmeeffekt kombineret med Hvidtjørnens høje levealder gjorde planten særdeles velegnet til markering af pestgravene, og man brugte denne praksis helt op i 1700-1800-tallet til at markere grave med både mennesker og husdyr (såsom kvæg), der var døde af smitsomme sygdomme. Disse pesttjørne fungerede så effektivt at man helt op i midten af 1900-tallet respekterede deres betydning, og fredede dem fra fældning. I sidste halvdel af 1900-tallet fredede man de tilbageværende pesttjørne som kulturhistoriske mindesmærker. Her kunne dog ikke være tale om oprindelige planter alle steder, da de første pestangreb skete for over 600 år siden.

Hvidtjørn