Dansk navn: Havtorn
Latinsk navn: Hippophaë rhamnoides
Type: Mellemstor busk
Typisk voksested: Strande og kystarealer
Havtorn var en af de allerførste vedplanter (træer og buske), som indvandrede til Danmark efter isens tilbagetrækning i slutningen af sidste istid.
Havtorn vokser fint på sandede jorde, så længe der er adgang til kalk. Derfor ses den meget på stranden, hvor skallerne, som skylles op fra havet, tilfører sandjorden det nødvendige kalk.
Busken kræver fuld lystilgang og kan slet ikke tåle skygge fra andre buske eller træer. Derfor ses den ofte på de store åbne vidtstrakte kystarealer, f.eks. ved Vesterhavet.
Hegn mod sandflugt
På grund af sine tætte skud og spidse torne har Havtorn traditionelt været anvendt som hegnsplante. Da man ikke havde elhegn eller pigtråd, plantede man havtorn rundt om en fold for at holde dyrene inde.
Fra slutningen af 1500-tallet helt op til midten af 1800-tallet hærgede sandflugten danske kystområder. Sandet føg fra klitterne ved kysten ind over marker og landsbyer og gjorde det umuligt at leve i de ramte områder. En af årsagerne til sandflugten var overgræsning af køer og får. De gnavede hul på klitternes græs- og lyngtæpper, så sandet blev blotlagt og begyndte at fyge. Havtorn var en glimrende løsning på dette problem. Buskens vidt forgrenede rodnet med op til 10 m lange rødder virker stabiliserende på sandet. Egenskaberne som hegnsplante sikrede, at græssende dyr holdt sig på afstand, så der ikke blev gnavet flere huller i klitternes bevoksning.