Dansk navn: Skovfyr
Latinsk navn: Pinus sylvestris
Type: Nåletræ
Typisk voksested: Klitplantager
Skovfyr er den ene af kun to nåletræsarter, som er oprindelig dansk. Lige efter sidste istid var den dominerende i de danske urskove. Efter kort tid blev den dog nærmest udkonkurreret af løvtræerne lind og eg og efterhånden også bøg.
Skovfyr kan vokse i bart sand og tåler både hård frost og stærk storm. Derfor har den været meget brugt i klitplantager som værn mod sandflugt. De ældste træer i Danmark er omkring 250 år, men man mener, at skovfyrren her til lands kan blive op mod 400 år gammel.
Soldater, saltsydning og sørøveri
Skovfyrrens træ har været brugt til rigtig mange forskellige ting og har derfor altid været meget efterspurgt.
Træet indeholder meget tjære, som dels gør det holdbart nok til at bygge huse og skibe af, og dels gør det godt til brændsel, da det er meget let at antænde. Arten har derfor været under pres op gennem oldtiden og middelalderen.
Skovfyrren blev nærmest helt udryddet i 1600-tallet på grund af de urolige tider under svenskekrigene. Soldaterne, som gemte sig i skovene i de ekstremt kolde vintre (kendt som den lille istid), skulle bruge store mængder brændsel til bål for at holde varmen. De gik målrettet efter brænde af træ fra skovfyr, da det kunde antændes og brænde fint uden at skulle tørre først.
I slutningen af 1600-tallet og starten af 1700-tallet fandtes resterne af den oprindelige danske fyrreskov således kun på øerne Anholt og Læsø. På disse øer var dog også stor rovhugst på fyrreskoven til brug i øernes fyrtårne og til tjærekogning og saltsydning. Saltsydning er udvinding af salt fra havvand, som langsomt koges ind over bål, indtil alt vand er fordampet og kun det velsmagende havsalt er tilbage.
Siden middelalderen og op gennem 1600- og 1700-tallet har der tillige været rapporter om sørøvere, som gik i land på øerne og fældede løs af fyrreskovene.
Alle disse dramatiske begivenheder medførte, at den oprindelige danske skovfyr nærmest var helt uddød i midten af 1700-tallet – der stod kun enkelte individer tilbage ved gårdene på Læsø, hvor de stod som prydtræer. En af disse gårde findes endnu. Den hedder Bangsbo, og ved denne gård står en skovfyr, som man mener, er det sidste tilbageværende individ af den oprindelige danske skovfyr.
I slutningen af 1700-tallet indførte man på ny skovfyrren sydfra for at bruge den i kampen mod sandflugten.