Tårnfalkekasse

Byg en kasse til tårnfalken.

Hvis du vil lave en redekasse til tårnfalken, skal du bruge forskellige ting:

  • Brædder af ikke-imprægneret fyr eller gran
  • Galvaniserede søm eller skruer (hvis du bruger skruer, så bor for, så træet ikke flækker).

Bundens indvendige minimumsmål (bredde x dybde) bør være 35x40 cm.

Kassens højde fra lågets underkant til kassens underkant bør være 40 cm.

Dybden fra flyvehullets nedre kant til kassens underkant bør være 20 cm.

Flyvehullet bør være 20 x 40 cm.

Husk, at der bør være en revne eller huller i bunden, så evt. regnvand m.m. kan løbe ud.

Sæt ikke en siddepind ved hullet til fuglene, for det giver rovdyr mulighed for at komme i kassen.

Kassen bør placeres 6 meter over jorden. Åbningen skal vende mod nord eller øst.

Dansk navn: Tårnfalk

Latinsk navn: Falco tinnunculus

Orden: Falkeordenen (Falconiformes)

Kropslængde: 34 cm

Levested: Hele Europa, store dele af Afrika og Asien

Tårnfalken er en lille rovfugl, der er ganske almindelig i Danmark. Tårnfalken ses ofte "muse" over en mark, hvor den søger efter føde.

Tårnfalken har en rødbrun overside og en lys, spættet underside. Tårnfalken er relativt let at genkende med de spidse vinger og den forholdsvise store hale, samt det at den muser med baskende vinger.

Øst for Storebælt, er tårnfalken en standfugl, hvorimod den er en trækfugl vest for Storebælt. Den overvintrer i det tilfælde i Tyskland, Holland og Frankrig.

Der findes i hele Danmark omkring 2500 ynglende par, og det gør tårnfalken den tredje mest almindelige rovfugl i landet efter musvågen og spurvehøgen.

Tårnfalken lever primært af mus, som den jager på åbne områder. En dagsration består af 3-4 mus. Den lever derudover også af firben og insekter.

Tårnfalken er en hulruger og yngler højt oppe i et hult træ, en forladt kragerede eller en opsat redekasse. Tårnfalke er ikke særlig territoriale omkring rede pladser, og de kan derfor godt have rede i nærheden af hinanden

Tårnfalken regulerer antallet af unger i forhold til den mængde føde, den får op til æglægningen. Dette gør, at den ikke investerer energi i unger, der alligevel ikke er føde nok til.

Tårnfalken får ét kuld unger om året. De 3-6 æg lægges her i landet fra april til maj og ruges ud i løbet af 22-23 dage. Ungerne bliver i reden i 27-30 dage og er afhængige af forældrene i yderligere en måned, før de kan klare sig selv.