Egern (Sciurus vulgaris)

Her finder du mere information om Egernet.

Kropslængde: 18-24 cm (dertil kommer en hale på 15-20 cm)

Skulderhøjde: 10 cm

Vægt: 250-450 g

Levetid (max): 12 år

Familie: Egernfamilien (Sciuridae)

Egernet er en trælevende gnaver der i høj grad lever af koglefrø fra især rødgran og fyrretræer. Det er også meget glad for hasselnødder og kan også spise bog og agern. Desuden spiser det også knopper fra nåletræer, bær, frugt, svampe og bark. Selv om det hovedsaligt er en planteæder, tager det også insekter og insektlaver og undtagelsesvis også fugleæg og fugleunger. Egernet opbygger også et vinterforråd ved at lave en masse små maddepoter, men her fortrækker det at bruge nødder, agern og bog frem for kogler. Egernet er udbredt og almenligt i hele Danmark og kan findes i alle større skove, men også de fleste steder hvor det kan finde nok føde, samt træer der er velegnet til redebygning. Egernet kan dog mangle nogle af de steder hvor det ”burde” være, især hvis sådanne steder ligger isoleret fra større skovområder. Egern er dagaktive og derfor forholdsvis nemme at se i naturen, især i parker og byskove, hvor de har vænnet sig til at der er mange mennesker. Egernet bygger selv rede, gerne i et hult træ eller en stor redekasse hvis det er muligt, ellers godt skjult højt oppe i et grantræ. Som regel har egernet flere reder, som det jævnligt flytter  rundt imellem. Reden består udvendigt af grene og indvendigt af isolerende materiale, som f.eks. græs, blade, mos og hår. Egernet får typisk 3-6 unger (men alt mellem 1 og 10 er muligt) som hunnen er alene om at opfostre. Nogle egern kan nå at opfostre 2 kuld unger på et år.