Dådyr (Dama dama)

Kropslængde: 135-175 cm (dertil kommer en hale på ca. 20 cm)

Skulderhøjde: 80-100 cm

Vægt: 35-100 kg

Levetid: Maks. 18 år

Familie: Hjortefamilien (Cervidae)

Dådyret er drøvtygger og lever først og fremmest af græs, urter og markafgrøder. Om efteråret går det også efter mere energiholdigt føde som bog, agern, korn og frugt. Desuden spiser det også knopper, skud og kviste fra træer og buske - især om vinteren, når sne gør det vanskeligt at få fat på anden føde.

Dådyret er ikke en oprindelig dansk art, men blev indført til landet allerede i 1200-tallet. Det er forholdsvis almindeligt i Danmark med en pletvis udbredelse i næsten hele landet inklusive de fleste mindre øer. Dådyret er ikke specielt talrigt i Danmark. Det findes i spredte småflokke over hele landet - især i den østlige del, men det findes langtfra alle de steder, hvor det kunne leve.

Sandsynligheden for at se et dådyr i naturen afhænger af, om der tilfældigvis lever en flok i det område, hvor man opholder sig.

Hunner og ungdyr lever i løst sammensatte flokke hele året, mens voksne hanner i parringstiden laver særskilte brunstpladser, hvor de prøver at tiltrække så mange hunner som muligt. Uden for parringstiden samler hannerne sig i særskilte hanflokke. Om vinteren kan hanflokkene til tider godt slutte sig til flokkene med de øvrige dyr, sådan at alle dyrene i et område danner en stor flok.

Dådyret får normalt kun en unge af gangen, men tvillinger ses en sjælden gang i mellem. Ungen kan følge med moderen kort tid efter fødslen.