Lækat (Mustela erminea)

Kropslængde: 23-27 cm (han) 18-22 cm (hun) (dertil kommer en hale på 7-10 cm)

Skulderhøjde: ca. 8 cm

Vægt: 80-300 g

Levetid: Maks. 10 år

Familie: Mårfamilien (Mustelidae)

Lækatten, der især i dens hvide vinterform også kaldes hermelin, er Danmarks næstmindste rovdyr (kun bruden er mindre).

Lækatten lever næsten udelukkende af mus og rotter, men kan også tage kaninunger, småfugle, æg, insekter og spidsmus. Undtagelsesvis kan den også forsøge sig med større bytte som hare, hønsefugle og ænder.

Lækatten er almindelig og udbredt i hele Danmark, og da den kan være aktiv hele døgnet, ses den oftere end de fleste andre rovdyr. Dens lille størrelse gør dog, at man som regel skal ret tæt på for at få øje på den.

Når lækatten hviler sig, sker det i, hvad den kan finde af skjulesteder i området, som f.eks. musegange, stenbunker, brændestabler, hule træer eller udhuse. Benyttes et skjulested meget, vil lækatten fore det med hår og fjer fra byttedyr. I sådan en rede føder den også sine unger.

Lækatten får typisk 5-8 unger, men kan få helt op til 12 unger, som hunnen er alene om at opfostre.