Odder (Lutra lutra)

Her kan du finde mere information om Odderen.

Kropslængde: 65-80 cm (dertil kommer en hale på 35-50 cm)

Skulderhøjde: ca. 20 cm

Vægt: 5-12 kg

Levetid (max): 18 år

Familie: Mårfamilien (Mustelidae)

Odderen er et rovdyr der altid lever ved vand, hvor den fanger sin føde. Den kan godt fange føde ved kysten, men i Danmark lever den mest ved søer og åer. Odderen lever hovedsaligt af fisk af alle slags, men den kan også tage krebs, vandinsekter og frøer og til tider også fugle og små pattedyr.

Odderen har været tæt på udryddelse i Danmark, men er nu i solid fremgang i Jylland. Udover Jylland findes den kun på Sjælland, hvor den stadig er ret sjælden. Odderen er mest nataktiv og meget sky, så den ses sjældent.

Om dagen hviler odderen sig i jordhuller eller hulheder langs bredden. Somme tider hviler den sig blot under tætte buske eller under en bunke tagrør. Han og hun tilbringer kun tid sammen i forbindelse med parringen. Hunnen er derefter overladt til selv at tage sig af ungerne. Odderen kan få op til 5 unger, men et kuld består typisk af 2-3 unger.