Dansk navn: Fuglekirsebær
Latinsk navn: Prunus avium
Type: Løvtræ
Typisk voksested: Skov og skovbryn
Fuglekirsebær er et moderat skyggetræ, hvilket vil sige at det kan tåle en smule mere skygge end f.eks. eg, men slet ikke så meget som bøg. Derfor ses den ofte i yderkanten af løvtræsbevoksningerne og i skovbryn.
Lystilgangen har stor betydning for, hvor tidligt i livet fuglekirsebærren er klar til at blomstre, sætte frugter og dermed formere sig. Hvis den står for sig selv med fuld lystilgang på en bar mark, kan den allerede blomstre efter 10 år, hvorimod det i skoven i reglen vil vare dobbelt så længe.
En god start på livet
Fuglekirsebærtræet har fået sit navn, fordi bærrene er et meget yndet fødeemne for især de større fugle. I bærrenes modningstid ser man meget ofte f.eks. solsort og stær sidde i træets top og slås om bærrene.
Kirsebærrene er en stenfrugt, og deres størrelse til trods spredes de ofte over store afstande. De store fugle og andre dyr, som spiser bærrene hele og sluger stenen, spreder stenen (som er det egentlige frø) med deres afføring. Stenen kan passere uskadt gennem fordøjelsessystemet, og når den kommer ud i den anden ende har den automatisk en stor madpakke af gødning fra dyrenes afføring.
I gamle dage havde man ikke hverken toiletter med træk og slip eller das på gårdene, men man brugte i stedet ofte at gå ud i skoven og forrette sin nødtørft, hvor ingen kunne se en. Dette ville kancelliråden (kongelig embedsmand) i Rønne på Bornholm i 1820'erne udnytte til at få sået så mange kirsebær i skoven som muligt. Så han gav alle egnens unger gratis kirsebær at spise på den betingelse, at de også slugte stenen. Således blev stenene spredt i skoven, når børnene skulle på toilet. Dermed fik kirsebærtræerne den samme gode start på livet, som hvis de var spredt af fuglene.