Dansk navn: Vild kaprifolie eller almindelig gedeblad
Latinsk navn: Lonicera periclymenum
Type: Krybende eller slyngende lian
Typisk voksested: Løvskov, Nåleskov
Vild kaprifolie er en hurtigvoksende slyngplante eller lian med blågrønne blade, der vokser i lysåbne skove.
Vild kaprifolie klatrer med vedagtige stængler, der snor sig om træer og anden støtte, da den skal op i lyset for at klare konkurrencen med træerne. Vild kaprifolie bruger ofte egetræer som værtstræer, men den kan også finde på at klynge sig til almindelig røn, unge bøgetræer og forskellige buske. Den snor sig omkring træets stamme helt op til kronen.
Vild kaprifolie spirer villigt på såvel god som dårlig jord, og mange steder i det åbne land møder man planten.
Vild kaprifolie er løvfældende med en kraftig vækst og kan blive op til 15 m lang. Grenene er lange og kun ganske lidt forgrenede. Barken er først lysegrøn på lyssiden, men rødviolet på skyggesiden og svagt håret. Senere bliver den beigefarvet med fine striber, og til sidst er den gråbrun. Bladene er ægformede eller ovale og helrandede. Oversiden er mørkegrøn, mens undersiden er blålig med dunhår.
Blomstringen sker i juni til august. Knopperne sidder modsat, og de er ganske små og spidse. Blomsterne er 35 til 55 mm lange, tragtformede, hvidgule eller rødlige og sidder sammen i tætte hoveder. Den vilde kaprifolies blomster dufter særlig kraftigt om aftenen og i fugtigt vejr. Bærrene er modne i august og spises af mange fugle, men er lettere giftige for mennesker.
Den hårdføre og velduftende slyngplante
Vild kaprifolie er udbredt i Nordafrika og det meste af Europa. I Danmark er den ret almindelig over hele landet med undtagelse af Vestjylland, hvor den er forholdsvis sjælden.
Kaprifolier er hårdføre planter, der tåler kraftig blæst, trives både i sol og skygge og klarer sig fint sammen med andre konkurrerende buske og træer. Kaprifolier egner sig til plantning nær kysten, hvor mange andre planter giver op overfor salt og kraftig vind.
Snor sig altid højre om værtstræet
Når vild kaprifolie har fundet sig et værtstræ, begynder den altid at sno den samme vej opad, nemlig med uret rundt om værtstræet.
Den højre snoning skyldes hverken solens vandring over himlen eller corioliskraften, men naturens byggesten – de organiske molekyler. Disse findes i to udgaver, som er spejlbilleder af hinanden. De ligner hinanden, men akkurat som en højre hånd ikke kan erstatte en venstre, kan de to former heller ikke bare vikariere for hinanden i de mange kemiske samspil, de indgår i. Derfor bruger planter og dyr normalt kun den ene form af molekylerne, når de skal bygge nyt væv. For vilde kaprifoliers vedkommende betyder det, at den kun kan sno sig højre om værtstræet.