Stilkeg

Dansk navn: Stilkeg

Latinsk navn: Quercus robur

Type: Løvtræ

Typisk voksested: Skov og krat

I Danmark har vi to oprindelige egearter. Stilkegen, som ses her, er langt den mest almindelige, hvorimod vinteregen er noget mere sjælden. Man kan kende de to fra hinanden ved at se på blade og agern.

Stilkegen har sit navn fra den lange stilk, som agernet sidder på. Denne stilk mangler hos vinteregen.

Vinteregen har fået sit navn, fordi den beholder de visne blade på om vinteren, hvorimod stilkegen smider dem om efteråret, som de fleste andre løvtræer.

Egetræer er de ældste levende organismer i Danmark – Kongeegen i Jægerspris Nordskov er ca. 1500 år gammel.

Flådeegene

Egetræ er kraftigt, hårdt og har en naturlig beskyttelse mod at rådne, da træets kerne indeholder meget garvesyre. Derfor har egetræ siden oldtiden været et af de allervigtigste naturmaterialer til bygninger af alle slags (huse, broer, havne etc.) og især også til skibe.

Vikingerne byggede deres store langskibe af egeplanker, og sejlede i dem så langt som til vore dages Canada og Tyrkiet.

Op gennem hele historien helt til anden verdenskrig har egetræ haft en enorm militær betydning, da man brugte egetræ til at bygge krigsskibe af. Fregatten Jylland, som kan ses i Ebeltoft, er et godt eksempel på sådan et krigsskib.

Det har dog altid været en stor udfordring hele tiden at have nok egetræer i skovene, der var gamle nok til at blive fældet og savet op til skibsplanker. Et egetræ skal være ca. 150 år gammelt, før det er hugstmodent (stort nok til at blive fældet). Derfor må en skovdyrker tænke langt frem i tiden (meget længere end sin egen levetid), og det giver af og til nogle pudsige effekter.

I starten af 1800-tallet var Danmark i krig med England, og det kom til mange store søslag mellem de to landes flåder. I 1807 vandt englænderne et stort søslag ud for København ved at bombardere civilbefolkningen i København med brandbomber fra krigsskibenes kanoner, indtil den danske flåde overgav sig. Englænderne beslaglagde alle den danske flådes skibe. Den mængde råt egetræ der var brugt til de danske skibe, som englænderne stjal, svarede til i alt ca. 90.000 fuldvoksne egetræer, så det har været et enormt tab af brugte ressourcer for Danmark.

For at imødegå dette tab udstedte kongen en befaling om, at der i hele landet skulle plantes masser af nye egetræer, så fremtidens forsyning af træ til krigsskibe var sikret. Disse træer fik således navnet Flådeegene. Kongen på den tid kunne jo ikke vide at man i 1950'erne, hvor træerne var hugstmodne, ikke længere brugte egetræ til krigsskibe, men i stedet metaller som stål og jern.

I dag er flere af Flådeegene fredede pga. af deres kulturhistoriske betydning – andre er blevet brugt til møbler og gulve og til et enkelt rekonstrueret vikingeskib ved navn Havhingsten.