Bøghs Citronæble dufter muligvis af din barndom - specielt hvis du er oppe i årene og har boet i Jylland. Forskellige æbletræer har været populære at plante i perioder. Et andet ældre træ, der også var populært, er Filippa. Unge mennesker vil måske være mere bekendt med Discovery-æblet, som siden 1980 er blevet plantet flittigt i Danmark.
At Bøghs Citronæble har været populært kan også ses i de mange navne, det har fået. Det er både kendt som Stensballegaards Høst-citronæble, Høst-Citronæble og Barritskov Kærnestensæble samt mange andre varianter over samme navnetema.
Bøghs Citronæble er barn af Pigeon hvid vinter.
Historie
Dansk oprindelse, kendt siden 1863. Fra Stensballegård ved Horsens.
Æblet
Et godt lille spiseæble. Gulgrønt, saftigt og med en behagelig sødme og aromatisk smag. Dufter behageligt af citron. Æblet kan plukkes fra august og gennem september og har kort holdbarhed.
Træets vækst
Svag og bredkronet vækst. Robust. Lille og hårdfør vækst. Kan blive 100 år gammelt. Passer godt til små haver.