Æbletræets historie

Ved P-pladsen på Randers Naturcenter står der en tidslinje med æbletræer fra år 1696-1920.

I forbindelse med Gen-Banker i Byen er der placeret elleve æbletræer ved Randers Naturcenters parkeringsplads. Æbletræerne langs parkeringspladsen viser et lille stykke af æbletræets historie i Danmark med små fortællinger om træerne og billeder af æblerne.

I fremtiden kan vi smage æblerne og måske endda lave vores egen most af de forskellige sorter. For æbler smager jo ikke ens, selv om alle æbletræsorter udspringer af det samme vildæbletræ.

Der er lavet en del nyere forskning i æbletræernes ophav. Derfor ved vi ved nogle sorter, hvilken æblesort et bestemt æbletræ er kommet fra, og om det er ophav til andre æbletræer. Ringkloster kammerjunker er f.eks. barn af Pigeon hvid vinter og ophav (forælder) til Ærø æble. Det er nævnt ved de enkelte sorter, om træets ophav eller efterkommere er kendte.

Se æblernes stamtræ på Pometet.dk.