Filippa 1850/1880

Filippa

Filippa er forælder til Aroma og barn af Flaskeæble.

Det kan være vanskeligt at datere en æblesort, specielt hvis man ikke ved, hvornår et træ er plantet. Der går derfor meget tid til at finde ud af, hvem der har fundet en sort, om der findes et æbletræ, der kan dateres, eller om der findes historiske kilder. Ofte bliver det derfor et godt gæt, når vi daterer et æbletræ, der er fundet tilfældigt. Filippa-æblet er højst sandsynligt fra 1880, men der står også 1850 i litteraturen. Typisk vil man sige, at en æblesort er fra det år, hvor man enten fik det første æble, eller at den første gang er beskrevet af en pomolog.

Historie

Filippa-æblet stammer fra år 1880 (men der er også rygter om 1850) og er kommet fra en kerne sået af Filippa Johannsen, datter af læreren i Hundstrup på Sydfyn. Modertræet eksisterer stadig og blev fredet i 1937. Sorten er en af de mere kendte sorter i Danmark. Dette skyldes, at det i 1888 blev tildelt Det kgl. danske Haveselskabs Certifikat af l. Klasse og sidenhen har været anbefalet til plantning i haver.

Æblet

Grundfarven er grøn, der ved modenhed går over i gul. Skyggefrugter er helt uden dækfarve, mens solbeskinnede frugter kan være orange, mat eller skinnende røde. Kødet er fint, hvidt med grønne årer, saftigt og passende syrligt samt med en behagelig aroma. Æblerne er plukkemodne fra sidst i september og kan gemmes til mindst februar-marts. Æblet er meget velegnet til spise- og madæble - det er godt til både most, cider, grød og kager.

Træets vækst

Danner et bredt ikke særligt højt træ. Kronen bliver tæt og overhængende. Selve træet er hårdført overfor vind, men taber nemt sine frugter. Dette skyldes, at Filippa er tipbærer; frugterne sidder for enden af lange tynde skud og blæser nemt ned. Sorten er meget sund og hårdfør. Det er vigtigt ikke at beskære de lange tynde skud, da det er her træet bærer sine blomster og frugt.