Højskov er betegnelsen for den skovtype, vi kender bedst: Bevoksninger af store højstammede træer.
De store træer er sidste stadie i tilgroning af et åbent areal. For at vokse optimalt kræver de det, man kalder for skovklima. Med skovklima menes, at andre træer (kaldet pionertræer) og buske giver læ for vinden og holder luftens temperatur og fugtighed nogenlunde stabil. Når disse forhold er på plads kan højskovstræerne etablere sig. De vil herefter gradvist vokse op og blive højere en de første buske og træer.
Hvis der er tale om skyggetræer som f.eks. bøg og småbladet lind, bliver pionertræerne og buskene skygget ihjel, og skyggetræerne overtager helt arealet.
Hvis der derimod er tale om lystræer som f.eks. stilkeg og skovfyr, lader de som regel nok lys slippe ned til, at der kan overleve en underskov af mindre træer og buske.